Landefakta
Geografi
Statsform: Kongerige
Hovedstad: Amsterdam
Regeringsby: Haag
Areal: 41.543 km². (Danmark 43.000 km²)
Befolkning: 17,4 mio. indbyggere (est. 2020), cirka 418 personer per kvadratkilometer.
Sprog: Nederlandsk, samt frisisk og nederlandsk i provinsen Friesland
Religion: Katolikker (24 procent), protestanter (15 procent), muslimer (5 procent), diverse (5 procent) samt 51 procent uden kirkeligt tilhørsforhold
Økonomisk- og handelssituation
Økonomisk- og handelssituation
Se den nuværende situationsrapport for Nederlandene her.
Regering
Premierminister: Mark Rutte (De Liberale/VVD)
Vicepremierminister og minister for sundhed, velfærd og sport: Hugo de Jonge (Kristendemokraterne/CDA)
Vicepremierminister og minister for indenrigs- og kongerigs anliggender: Kajsa Ollongren (de Socialliberal/D66)
Vicepremierminister og minister for landbrug, natur og fødevarekvalitet: Carola Schouten (Kristenunionen/CU)
Udenrigsminister: Stef Blok (VVD)
Minister for udenrigshandel og udviklingssamarbejde: Sigrid Kaag (D66) (Hører under udenrigsministeriet)
Justits- og sikkerhedsminister: Ferdinand Grapperhaus (CDA)
Minister for retslig beskyttelse: Sander Dekker (VVD) (Hører under Justitsministeriet)
Uddannelses-, kultur- og videnskabsminister: Ingrid van Engelshoven (D66)
Minister for primær og sekundær uddannelse samt medier: Arie Slob (CU) (Hører under Uddannelses-, Kultur- og videnskabsministeriet)
Finansminister: Wopke Hoekstra (CDA)
Forsvarsminister: Ank Bijleveld (CDA)
Minister for infrastruktur og vandadministration: Cora van Nieuwenhuizen (VVD)
Økonomi- og klimaminister: Bas van 't Wout (VVD)
Social- og beskæftigelsesminister: Wouter Koolmees (D66)
Minister for lægebehandling: Tamara van Ark (VVD) (Hører under Sundheds-, Velfærds- og Sportsministeriet)
Indenrigspolitisk situation
Nederlandene er et konstitutionelt monarki under huset Oranje-Nassau. Det nederlandske parlament (”generalstaterne”) har to kamre.
Førstekammeret, som også kaldes ”Senatet”, har 75 medlemmer. Disse vælges af landets 12 provinsråd for en fireårsperiode ved indirekte valg. Det seneste valg til Førstekammeret blev afholdt i 2019 efter gennemførelse af nye valg til provinsrådene den 17. marts 2021.
Andetkammeret, der i daglig tale omtales som ”Parlamentet”, har 150 medlemmer, der vælges for en fireårsperiode ved direkte forholdstalsvalg. Der kan udskrives valg til Andetkammeret inden udløbet af fireårsperioden. Det seneste valg til Andetkammeret fandt sted den 12. september 2012. Både regeringen og Andetkammeret kan fremsætte lovforslag, mens Førstekammeret alene kan bifalde eller forkaste lovforslagene i deres helhed, dvs. i princippet uden adgang til at stille ændringsforslag. Førstekammeret spiller traditionelt en forholdsvis ”upolitisk” rolle i lovgivningsprocessen med vægten lagt på en mere teknisk kvalitetskontrol af lovgivningen. I perioder med en mindretalsregering, der ikke kan forlade sig på samme flertalskonstellation i Andetkammer og Førstekammer, kan Førstekammeret, som det ses i dag, spille en vigtig politisk rolle.
Nederlandene er opdelt i 12 provinser og 403 kommuner. Provins- og kommunalrådenes med-lemmer vælges for fire år ved direkte valg, mens kommissæren (commissaris) i provinserne og borgmesteren i kommunerne udpeges af Kongen.
De toneangivende partier i Nederlandene har traditionelt været de konservative Kristendemo-krater (CDA), De Liberale (VVD) og Arbejderpartiet (PvdA). Siden det turbulente politiske år 2002 med fremkosten af Pim Fortuyn, har yderpartierne Socialistpartiet (SP) og også Geert Wilders Frihedsparti (PVV) vundet større stemmeandele. PVV havde tilbagegang ved det seneste valg, men står pt. i meningsmålingerne til at blive det største parti. Desuden har det socialliberale (D66) vundet stor popularitet og er gået fra at være et mindre midterparti til at blive det tredjestørste parti. Udover disse forandringer i det partipolitiske landskab findes en række mindre partier altid været repræsenteret i det nederlandske parlament, for øjeblikket to protestantiske partier, venstrefløjspartiet De Grønne, et dyrevelfærdsparti samt det nytilkomne ældreparti 50Plus.
Der har i nederlandsk politik været en fast tradition for flertalsregeringer. Efter valget den 9. juni 2010 blev der imidlertid den 14. oktober 2010 dannet den første mindretalsregering i årtier. Det blev en liberal-kristendemokratisk koalitionsregering under ledelse af den liberale Mark Rutte. Regeringen Rutte I faldt den 23. april 2012 da PVV ikke ville støtte en spare pakke for at bringe statens underskud under 3 procent af BNP. Efter nye valg i september 2012 blev regeringen Rutte II, bestående af de liberale og arbejderpartiet, præsenteret den 5. november 2012.
Regeringsgrundlaget for Rutte II er formuleret i en egentlig regeringsaftale, som har overskriften ”bygge bro”. Titlen beskriver grundbetingelsen for regeringssamarbejdet, hvor der samarbejdes over midten. Regeringsaftalen har et langt sigte og sender et signal om stabilitet. Aftalen beskrives som både rød og blå og afspejler det faktum, at begge partier har fået ”rene elementer” med. Begge partier har således i videst muligt omfang mulighed for at indfri vigtige valgløfter/politik – naturligvis afbalanceret i forhold til hinanden.
Den største udfordring er klar: Underskuddet på de offentlige finanser skal nedbringes. Aftalen indeholder derfor betydelige besparelser på de offentlige budgetter. Og det er de økonomisk stærke i samfundet, der skal bære byrderne. Der er lagt op til besparelser på 16 mia. euro. over de næste fire år. Det gælder ikke mindst på sundhedsområdet. Der lægges op til reformer på det sociale område og boligområdet (begrænsning af rentefradragsretten), arbejdsløsheds-understøttelsen begrænses fra op til 38 måneder til to år og der indføres lavere udbetalinger, end tilfældet er i dag. Pensionsalderen vil gradvist blive hævet fra 65 til 67 frem mod 2021.
Der lægges endvidere op til store besparelser på udgifterne til offentlig administration/forvaltning. Der sigtes mod at reducere antallet af provinser til fem (fra 12) og gennemtvinge sammenlægninger af kommuner med under 100.000 indbyggere. Desuden vil udviklingsbistanden blive beskåret med 1 mia. euro (ud af 4,4 mia. i 2012) frem mod 2017.
Kongeriget Nederlandene, som er betegnelsen på det nederlandske rigsfællesskab, omfatter i dag fire selvstændige lande: Det egentlige Nederlandene og de tre caribiske øer Aruba, Curaçao og Sint Maarten. Den konstitutionelle nyordning, der trådte i kraft den 10. oktober 2010, betød, at De Nederlandske Antiller ophørte med at eksistere, idet Curaçao og Sint Maarten fik status som selvstændige lande inden for rigsfællesskabet, mens de tre mindre øer Bonaire, Sint Eustatius og Saba blev integreret i Nederlandene med en kommunallignende status for hver af øerne (public bodies). Disse øer, der nu udgør ”den caribiske del af Nederlandene”, er dog ikke en del af EU, men har fortsat som Aruba, Curaçao og Sint Maarten OCT-status (”Overseas Countries and Territories”) og er således associeret med EU.
Udenrigspolitisk situation
Nederlandene har en lang historie som forkæmper for international retsorden, og landet har traditionelt været anset som et udpræget kerneland i både EU og NATO samt FN.
Nej’et til EU’s forfatningstraktat i 2005 har imidlertid stillet den internationale rolle – og ikke mindst forholdet til EU - til diskussion, men har ikke ændret på ønsket om at finde fælles løsninger på grundlag af international ret. Nederlandene har formandskabet for EU i første halvår af 2016.
Nederlandene var i 2010 relativt verdens 4. største (pr. indbygger) og absolut verdens 6. største bidragyder af international udviklingsbistand med knap 5 mia. euro årligt svarende til godt 0,8 procent af BNP. Som et led i regeringens økonomiske genopretningsplan blev niveauet sænket til under 0,7 procent af BNP, samtidig moderniseres den ”traditionelle” udviklingsbistand ved at øge samtækningen med handelspolitik.
Betoningen af folkeretten genfindes også i regeringsbyen Den Haags rolle som centrum for international ret med sæde for en række internationale juridiske organisationer, herunder FN’s Internationale Domstol, den Internationale Straffedomstol, FN-tribunalet for det tidligere Jugoslavien, samt EU-institutionerne Europol og EuroJust.