Nu kan der brevstemmes til kommunal- og regionalvalg 2025
Brevstemmeafgivning i udlandet til kommunal- og regionalvalget i Danmark
Der afholdes kommunal- og regionalvalg i Danmark d. 18. november 2025. Allerede nu kan man afgive sin stemme ved brug af brevstemning til valgene. Vælgere der opholder sig i udlandet kan stemme på en dansk repræsentation.
Valgret
Alle har ret til at brevstemme til kommunale og regionale valg, der på valgdagen opfylder følgende:
- er fyldt 18 år
- har fast bopæl i kommunen/regionen, og som herudover
- enten har dansk indfødsret (statsborgerskab), er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU, er statsborger i Island, Norge eller Storbritannien eller uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget i de sidste 4 år forud for valgdagen
Vælgere, der er umyndige, har også valgret til kommunale og regionale valg.
Personer der er registreret i CPR som udrejst af Danmark eller med bopæl på Færøerne eller i Grønland kan ikke stemme til kommunal- og regionalvalg.
Sådan brevstemmer du
Hvis du opholder dig i udlandet og er bopælsregistreret i Danmark, kan du brevstemme på enhver dansk ambassade eller konsulat i det land, hvor du opholder dig. Husk at medbringe gyldig legitimation (pas eller kørekort).
Vejledning udleveres ved brevstemmeafgivning.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at en liste over partier og kandidater vil blive publiceret på vælgernes kommunes hjemmeside den 7. oktober 2025. Vælgerne anmodes om selv at undersøge nærmere.
Du kan brevstemme inden for ambassadens ekspeditionstider.
Du kan afgive din stemme på den danske ambassade i Haag senest d. 28. oktober.
Det er også muligt at stemme på konsulatet i Amsterdam senest d. 21. oktober.
Vi sørger for at sende din brevstemme til Udenrigsministeriet i København, som derefter sender det ud til den kommune, du har stemt i.
Kom forbi enten ambassaden eller konsulatet allerede nu!