Spring til indhold

Den danske ambassade i Haag søger praktikanter.

Har du lyst til en dag at få en karriere i Udenrigsministeriet, at beskæftige dig med international handel eller folkeret og international forhold? Den danske ambassade i Haag tilbyder hvert halve år tre praktikophold til studerende, der har lyst til faglig og personlig udvikling i et spændende og internationalt miljø. Som regeringsby samt hovedsæde for en række internationale organisationer er Haag præget en ægte international stemning. Nederlandene er samtidig Danmarks 6. største eksportmarked, hvor potentialet for videre udvikling fortsat er stort. Vi er en mindre, dynamisk ambassade, hvor der altid er nok at se til for alle, inkl. vores dygtige praktikanter. Vi tilbyder derfor de bedste rammer for faglig læring og interessante udfordringer i et trygt og uhøjtideligt miljø.

"" 

Ambassaden tilbyder følgende praktikpladser:

Politik og Public Diplomacy
Du vil primært komme til at beskæftige dig med det bilaterale forhold mellem Danmark og Nederlandene, EU-forhold og nederlandsk udenrigs- og sikkerhedspolitik samt indenrigspolitiske forhold. Hertil kommer forskellige opgaver vedr. Public Diplomacy.

Folkeret og Politik
Du vil primært komme til at beskæftige dig med multilaterale forhold, hvor du vil bistå med at understøtte Danmarks relationer til bl.a. Den Internationale Domstol (ICJ), Den Internationale Straffedomstol (ICC), Jugoslavienstribunalet og Kemivåbenorganisationen (OPCW).

Handel
Du vil primært komme til at beskæftige dig med fremme af dansk eksport til Nederlandene samt Benelux-regionen i form af direkte kontakter og bistand til danske og nederlandske virksomheder. Hertil kommer opgaver vedrørende fremme af nederlandske investeringer i Danmark.

Dét skal du vide
Praktikopholdet skal indgå i et uddannelsesforløb ved en højere læreanstalt. Praktikantopholdet varer normalt 6 måneder med start enten den 1. februar eller den 1. august. Vær opmærksom på, at du kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.

Du kan søge, hvis du er dansk statsborger eller har en længerevarende tilknytning til Danmark. Du skal desuden være indskrevet på en højere dansk eller udenlandsk læreanstalt. For at kunne blive praktikant på ambassaden skal du igennem en sikkerhedsgodkendelse.

Praktikken er ulønnet, men ambassaden yder en kompensation på p.t. 2.832,00 kr. pr. måned som bidrag til kost, logi og transport. Det er under opholdet muligt at modtage SU efter gældende regler. Du vil selv være ansvarlig for at finde bolig, men vi videreformidler gerne de kontakter, vi har.

Ansøgningsfristen til efterårets praktikstillinger er løbet af marts 2017.Se de forskellige opslag for den præcise dato. Ansøgningen bilagt CV og kopi af relevante eksamensbeviser sendes til ambassaden per e-mail til haaamb@um.dk.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Ina Schaafsma på tlf. +31 70 30 25 962 eller via mail joscha@um.dk.

Praktikanterne fortæller om deres praktikophold på ambassadens Facebook side.

Kontakt

Danmarks ambassade i Nederlandene

Koninginnegracht 30

2514 AB Den Haag

Telefon: +31 (0) 70 302 5959

Fax: +31 (0) 70 302 5950

E-mail: haaamb@um.dk