Spring til indhold

Ambassadørens CV

Ole E. Moesby er Danmarks ambassadør i Nederlandene med residens i Haag. Han er også Danmarks permanente repræsentant ved Kemivåbenorganisationen (OPCW).

Ole Moesby blev født i 1953 i Holstebro, Danmark og blev uddannet Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1982.

Fra 1983 arbejdede Ole Moesby som sektionsleder i Eksportkreditrådet. I årene 1985 til 1987 var han udstationeret i Tanzania for UNICEF.
Ole Moesby begyndte sin karriere i Udenrigsministeriet i 1987, hvor han startede som sektionsleder i Afrikaafdelingen i København. I 1989 blev Ole Moesby sendt til Kairo som leder af Danida-missionen og souschef på den danske ambassade i Egypten. Fra 1993 til 1994 var han souschef i afdelingen for Mellemøsten, Nordafrika og Latinamerika i København og var involveret i opfølgningen på Oslo-aftalen mellem Israel og palæstinenserne.

I 1994 blev Ole Moesby udnævnt til afdelingsleder for humanitære anliggender. Dette var på et tidspunkt, hvor fokus primært var på på situationen i Rwanda og i det tidligere Jugoslavien. I 1998 blev han leder af Afrikaafdelingen i Udenrigsministeriet.

Ole Moesbys første ambassadørpost var i 2001 i Zimbabwe. Han blev desuden akkrediteret til Angola, Botswana og Den Demokratiske Republik Congo. I 2002 blev han udstationeret som souschef ved Danmarks faste repræsentation i FN i New York på et tidspunkt, hvor Danmark havde formandskabet for EU.

Ole Moesby vendte tilbage til København i 2003 og blev udnævnt til viceudenrigsråd med ansvar for multilaterale anliggender herunder FN, Verdensbanken, regionale banker og humanitær- samt udviklingsbistand.

Fra 2008 til 2012 var Ole Moesby ambassadør i Tjekkiet og fra 2012 til 2013 var han Danmarks ambassadør i Pakistan. Han vendte tilbage til Europa i 2013, hvor han i september præsenterede sine akkreditiver som ny dansk ambassadør i Nederlandene til Kong Willem-Alexander. I oktober 2013 præsenterede han sine akkreditiver som fast repræsentant for Danmark til OPCW.

Ole Moesby er gift med Lisbeth Schrøder. De har to børn.

Kontakt

Danmarks ambassade i Nederlandene

Koninginnegracht 30

2514 AB Den Haag

Telefon: +31 (0) 70 302 5959

Fax: +31 (0) 70 302 5950

E-mail: haaamb@um.dk