Spring til indhold

Nordkoreas ambassadør kaldt til samtale i Udenrigsministeriet

03.09.2017  12:47

Udenrigsminister Anders Samuelsen fordømmer på det kraftigste Nordkoreas seneste atomprøvesprængning, der blev gennemført den 3. september 2017.

Udenrigsministeren har besluttet at indkalde Nordkoreas ambassadør i Stockholm til en samtale i Udenrigsministeriet, hvor den danske regerings fordømmelse og bekymring vil blive meddelt Nordkorea.

”Nordkoreas voldelige retorik og atomprøvesprængning er dybt bekymrende, og udgør en trussel mod global fred og sikkerhed. Vi kan og skal ikke acceptere, at Nordkorea endnu engang har overtrådt Sikkerhedsrådets resolutioner, og bidraget til at forværre sikkerhedssituationen for både sig selv, sin befolkning og sine naboer. Vi skal lægge maksimalt pres på Nordkorea for at stoppe missilprogrammet og komme tilbage til forhandlingsbordet”, siger udenrigsminister Anders Samuelsen og fortsætter:

”Nordkoreas ambassadør er nu kaldt til en samtale i Udenrigsministeriet, hvor vi i klare vendinger vil give udtryk for vores bekymring og fordømmelse over det nordkoreanske regimes handlinger. Det er et alvorligt diplomatisk skridt, som jeg håber at styret i Pyongyang vil notere sig.

Samtidig vil vi sammen med vores partnere i EU og FN arbejde aktivt for at sikre, at de vidtrækkende sanktioner mod Nordkorea implementeres, da det er afgørende for at stække styrets finansiering af deres ulovlige missilprogram. Jeg vil under mit kommende besøg i Sydkorea desuden mødes med både den sydkoreanske regering og regionale partnere og diskutere, hvordan vi i fællesskab kan dæmme op for truslen fra Nordkorea”.

Kontakt Presserådgiver Anne Ege 41 53 25 26